Østrup Skeby Gerskov Kirke Hellevad-Egvad Sogne

 
 

 

   
     
 

Hellevad Kirke

Hellevad Kirke Sønderjylland - adr.: Skolegade 30 A, Hellevad, 6230 Rødekro. 

 

Ved nytår 2000 udkom et 16-siders skrift om Hellevad Kirke. Det er illustreret med en lang række fine farvefotos. Skriftet kan købes for 25 kr. i kirkens våbenhus og hos sognepræsten. Billederne kan ses på en anden side. Teksten følger her:

Udgivet af Hellevad menighedsråd 2000

Fotos: Nordisk Naturfoto ved Erik Egvad Petersen, Egvad. Billederne af nødhjælperne på s. 8 skyldes dog Jens Bruun, Løjt Kirkeby

Tekst: Villy Klit-Johansen

Tryk: Hjordkær Offset

 

Hellevad Kirke og dens historie er beskrevet meget udførligt i Nationalmuseets store værk Danmarks Kirker. Om sognet kan man læse i en lille bog fra 1980, "Småglimt fra Hellevad Sogn", af Peter Hansen under medvirken af Peter Høier og Gunnar Peters-Lehm. Helge Haystrup har skrevet om nødhjælperne i Sønderjysk Månedsskrift, 1985 nr. 9.

 

Ved vadestedet

De to landsogne i dobbeltpastoratet Hellevad-Egvad gennemstrømmes i sydvestlig retning af Surbæk, der har sit udspring i moseområdet nordøst for Horsbyg i Egvad Sogn. Vest ude ved sognegrænsen, hvor både Ravsted og Bedsted Sogn støder op til Hellevad, nær ved Sivkro, forenes den med Arnå, der igen er en del af Vidå-systemet, som afvander Tøndermarsken. Den sydlige del af sognene er hedeslette, en del af Tinglevsletten. Lige nord og øst for Surbæk rejser sig langs hele bækkens løb gennem sognene Nørre Rangstrup Herreds bakkeø. Begge sogne ligger altså så at sige og vipper på kanten af bakkeøen. Det er dette forhold, der giver landskabet sin karakter og sin skønhed. Tidligere har bækken utvivlsomt haft en større plads i bevidstheden. Den var fiskevand, den ydede kraft til møllen, og trafikalt delte den sognet. Et vandløb, der skiller, må man kunne passere. Det skete langt op i tiden ved vadesteder. Broer blev der ikke bygget ret mange steder før et stykke hen i 1700-tallet. Stavelsen "-vad" i begge sognes navne viser, at landsbyerne med tilhørende kirker er anlagt ved vadesteder.

 

Et trafikalt knudepunkt

Hvor betydelige færdselsårer krydsede vandløb, var det naturligt at raste, så her var der grundlag for handel, for kroer - og for gudshuse. Sådan et sted er Hellevad fra gammel tid. Studedrivere og andet godtfolk har i stort tal gæstet byen. Den gamle vej fra Ribe til Oksevejen gik i middelalderen netop gennem Hellevad. Den nåede Oksevejen ved Toldsted syd for Hjordkær. Byen lå altså ved hovedvejen mellem Flensborg og Ribe, ligesom vejen fra Haderslev til Tønder også gik igennem sognet. I senmiddelalderen synes der i kirken at have været betydelig søgning til kirkens nødhjælperalter, der skal omtales senere. Kirkens funktion som valfartssted forklarer nok dens betydelige størrelse. Også i vore dage ligger Hellevad ved et trafikalt knudepunkt, idet den stærkt befærdede vej fra Bov ved landegrænsen til Ribe og videre til den jyske vestkyst her skærer vejen mellem Aabenraa og Løgumkloster.

 

Navnet Hellevad

Oprindelsen til byens navn er ikke helt sikker. Den fromme legende vil vide, at dets to led er "hellig" og "vad". "Hellig" skulle hentyde til byens position som valfartssted. Foruden nødhjælperkulten var der også helligkilden, der ligger lidt nord for kirken. Den tørrede dog ud i 1860erne. Nogle sprogforskere mener imidlertid, at "helle" betyder en flad trædesten. Vadestedet ved en hovedfærdselsåre har naturligvis været stenlagt til glæde for kørende og gående trafik.

 

Hellevad Kirke har en lang historie

Kirken er bygget på engstrækningen ved Surbæk lige vest for Hellevad by. Placeringen er ikke typisk for en landsbykirke. Landsbykirker plejer jo at knejse højt på bakken. Men kirken ligger nu smukt på engen.

 

Kort fortalt

Før stenkirken har der antagelig ligget en trækirke på stedet, og før den igen sikkert et hedensk offersted. Der er skriftligt vidnesbyrd om Hellevad Kirke så tidligt som 1118. I 1968 fejrede man da også ved en stor fest kirkens 850 års fødselsdag. Kong Frederik IX og dronning Ingrid kastede ved deres tilstedeværelse glans over højtideligheden. Nu skal man ikke tro, at kirken i dag ser ud som for 8-900 år siden. Bygningen har jo en lang historie. Under de urolige tider i begyndelsen af 1400-årene, da Erik af Pommern førte sin langvarige krig mod holstenerne, synes Hellevad Kirke at have lidt overlast. Måske er den ved den lejlighed blevet bygget større. På samme tid blev landsbyen Egvad ødelagt, herunder præstegården. I stedet for at genopføre den byggede man præstegård i Hellevad, der fra da af blev betragtet som hovedsogn. Trediveårskrigen og svenskekrigene i 1600-tallet gik heller ikke sporløst hen over kirken, og omkring år 1800 var den i så sølle en forfatning, at man overvejede at nedrive den, hvad man dog lykkeligvis opgav. I stedet gennemførtes en restaurering, hvorunder blyet fra taget blev solgt, og kirken fik tegltag. Salget af blyet skal have indbragt næsten hele beløbet til restaureringen, der beløb sig til 6000 mark. Kirkens byggemateriale, rå kampesten, vidner om, at egnen i middelalderen har været fattig. Dog er hjørnerne sat med tilhugne kvadere og munkesten.

 

Omkring vinduerne og i indermurene er der også anvendt munkesten. De ældste dele af kirken er koret og skibet. Tårnet i vest og sakristiet i nord er sengotiske tilføjelser. Sakristiet vides at være bygget af præsten Laurentius Ditmersus i 1522. Det er af munkesten. Våbenhuset i syd blev revet ned i 1833. Mandsdøren eksisterer, men kun som adgang til at lille redskabsrum. Den tilsvarende kvindedør i nord er tilmuret.

 

 

Udsigt fra kirketårnet mod sydøst:

Udsigt fra kirketårnet mod nordøst:

 

Minder om nogle af dem, der var her før os

 

Mindelund

 

På kirkegården, øst for kirken, er der indrettet en mindelund for de mænd fra sognet, der faldt i 1. Verdenskrig. Her står også en sten over modstandsmanden Jes Peter Asmussen, der mistede livet i koncentrationslejren Neuengamme 17/12 1944, 25 år gammel.

 

 

Niels Heldvad

Ved kirkens sydmur rejstes i 1964 en mindesten over Niels Heldvad, der efter tidens skik latiniserede sit navn til Nicolaus Heldvaderus. Han var præst i Hellevad-Egvad fra 1590 til 1608 og igen fra 1610 til 1611. Han var søn af præsten Hans Nissen, ligeledes Hellevad-Egvad. Niels Heldvad blev to gange afsat fra sit embede af kirkepræsident Johann von Wouwern, efter alt at dømme fordi han ikke delte dennes calvinistiske synspunkter. Heldvad var mere luthersk ortodoks. I 1616 blev han ansat ved Christian IVs hof som dennes kalendariograf og historieskriver. Han var ven af kongen og ledsagede ham ofte på hans rejser. Han er en af vore tidligste populærvidenskabelige forfattere. Hans bøger fik en meget stor udbredelse. Den sønderjyske historiker H. V. Gregersen udgav i 1957 en bog om ham.

 

 

Tårnrummet fungerer som våbenhus

 

Pudsig indskrift

Tårnrummet fungerer siden 1833 som våbenhus. Rummet er overhvælvet. I nordvæggen er der en pudsig indskrift på latin. Den lyder i oversættelse: "Når de store slås, går det ud over de små." Og så neden under på dansk: "I året 1521 kom Kassø fra Heldevad." Indskriften er åbenbart sat af den daværende præst i vrede over, at Kassø blev taget fra hans pastorat og overført til det nyoprettede Hjordkær Sogn. Det betød tab af tiendeindtægt! På samme væg, til venstre for indgangsdøren til skibet står årstallet 1587 og bogstaverne HN. De står for Hans Nissøn, der var sognepræst i Hellevad og Egvad 1563-1590.

 

To klokker

Kirkeklokken (i tårnet) er støbt af Armowitz i Husum. Den har forskellige inskriptioner på latin. Oversat til dansk: »Gud alene æren«, »Født 1369, død 1730, genfødt af asken 1738: Min stemme er bombam; jeg kan fordrive Satan. I. H. A. støbte mig i Husum« og »Past. Lavrent. Andreas Høyer«. Kirkens anden klokke er en anonym gave fra 1976.

 

 

Præstetavlen

På præstetavlen, der hænger i våbenhuset, er opført navnene på 33 præster i Hellevad-Egvad. Den første, man kender navnet på er hr. Terkild, der døde år 1300. Tavlen er fra 1971.

 

 

Af korets righoldige inventar

 

 

Altertavlen er kirkens fineste stykke inventar. Det er en smukt udført trefløjet gotisk altertavle med drejelige sidefløje. Tavlen er skåret på et ukendt værksted i slutningen af 1400-tallet. I midten er der en Golgata-scene. Til venstre og til højre herfor, men i selve midtskabet står to ret høje figurer af henholdsvis kirkens værnehelgen Sankt. Laurentius og Johannes Døber med lammet, der er et kristussymbol og Døberens attribut. I sidefløjene har vi de 12 apostelfigurer, og i predellaen (fodstykket) de ret enestående 14 nødhjælpere, der også er senmiddelalderligt træskærerarbejde, men tydeligvis gjort af en anden hånd. Altertavlen har i tidens løb gennemgået to større ombygninger. Ved den første i 1750erne tilføjede man en overbygning med kamtakker, på hvilke man anbragte de 14 nødhjælpere, der, forståeligt nok, var blevet gemt bort efter reformationen. Desuden forsynedes denne nye overbygning og sidefløjene samt predellaen med malerier, udført af den kendte aabenraa-maler Benjamin Richter. Når skabstavlen i fastetiden blev lukket, kunne man i stedet for træfigurerne se en række malerier fra Kristi lidelseshistorie. De to på sidefløjenes bagside er velbevarede. Andre dele af altertavlen med malerier af Richter er ophængt dels i koret og dels i sakristiet. Den anden større ombygning skete i 1942, da tavlen blev ført tilbage til en mere oprindelig form. Nødhjælperne fik nu plads i predellaen. I midtskabets golgata-scene med Kristus på korset, flankeret af de to røvere, ses i persongruppen til venstre den dånende Maria, Jesu moder, der gribes af apostlen Johannes.

 

 

I den højre gruppe står høvedsmanden og hans fælle. Nogle traditionelle figurer mangler nu: Skriveren ved foden af korset, blodopsamlende engle og sjælehentende engel og Djævel (ved henholdsvis den angrende røver og den spottende). Sådanne figurer er bevaret i den ligeledes senmiddelalderlige tavle i Egvad.

 

Nødhjælperne i altertavlens fodstykke

Nødhjælperne har indtil reformationstiden sandsynligvis haft deres plads i et særligt alter ved triumfvæggen, nord for triumfbuen, hvor nu prædikestolen står. Nødhjælperkulten var udbredt i senmiddelalderen, navnlig i Sydeuropa. Foruden i Hellevad findes der i Sønderjylland kun nødhjælpere i Løgumkloster og Halk. Nødhjælperne er helgener, der mentes at kunne hjælpe i nød og fare. Sankta Katarina f. eks. (kvinden med bogen), der ved sin lærdom og veltalenhed omvendte et stort antal hedenske filosoffer, kunne hjælpe mod talebesvær. Den hellige Kristoffer med den kraftige stav i hånden og klæderne bundet op bar ifølge legenden Kristusbarnet over en rivende strøm. Hans nytte ved et vadested er indlysende. Ved reformationen blev nødhjælperne pakket ned på kirkeloftet. Da man i 1700-tallet fik dem fundet frem igen, gav man dem en god evangelisk mening ved at anføre ordene fra Hebr. 13,7: "Kom eders Vejledere i Hu, som har forkyndt eder Guds ord, og idet I betragter deres Vandrings Udgang, saa efterlign deres Tro." Vi skal med andre ord ikke bede til helgenerne, for i Kristus har vi jo direkte adgang til Gud, men vi skal have dem som forbilleder i troen på Kristus!

 

 

Mindetavle i sortmalet kalksten

Sidder i vinduesniche i korets nordvæg. Den har følgende tekst, her sprogligt moderniseret: "Anno Christi 1514 blev hæderlig og vellærd mand hr. Laurentius Dytmarsøn sognepræst til Hellevad og Egvad, han afstod kaldet til sin dattersmand anno 1563 og døde år 1565 25. Tunii (juni?), 72 år gammel. Hæderlig og vellærd mand hr. Hans Nissøn fik kaldet år 1563 og døde år 1590 56 år gammel. Ligger begravet her." Indskriften fortsætter på latin: "Niels I Helvad satte sin fader og bedstefader dette minde 1618 - ak mon hvor lang tid."

 

 

Døbefonten

Døbefonten står i den nordlige side af koret nær ved kortrappen. Det er en stor romansk granit-font af ranketypen, formentlig fra en kendt, men unavngiven stenmester i Haderslev omkring år 1200. Den firkantede fod har hoveder på hjørnerne. I felterne: 1. stiliseret plante med midtkors, 2. løve og ørn, 3. grif (fabeldyr) og fugl. Det fjerde felt er tomt.

 

 

Prædikestolen

Prædikestolen fra 1659 er siden 1858 placeret i nordsiden. Den er fremstillet af Hans Thammesen, Løgumkloster, og er af den såkaldte tøndertype ligesom den i Bedsted. Forbilledet i Tønder Kristkirke er fra 1586. Stolens indskrifter er på tysk. I lydhimlens frisefelter står der (i dansk oversættelse): "Det er ikke jer, som taler, men jeres Faders Ånd, som taler gennem jer." Matt. X (v. 20). Teksten i de øverste frisefelter på selve stolen lyder: "Salige er de, som hører Guds ord, og bevarer det!" Luk. XI (v. 28). I postamentfelterne under de seks "fyldinger" med de fine fremstillinger af den evangeliske historie i træsnit er anført bibelcitater svarende til reliefferne. De er anført under billederne nedenfor i dansk oversættelse.

 

 

Enkelt kirkerum

Gulvet er rødt tegl. Stolestaderne fik den nye blågrønne farve i 1997. Den er valgt fordi den ligger tæt på farven i prædikestolens underbaldakin og i altertavlens baggrund.

 

Orglet

Orglet er et godt instrument med 13 stemmer bygget i 1971 af firmaet Marcussen og Søn, Aabenraa.